FAQ for forældre
Når spejdere fra 5-9. klasse tager på kursus og adventure-løb, skal de så selv sørge for transport?
Som udgangspunkt skal I ikke regne med at nogen af de faste ledere deltager på kurser eller adventure-løb. Det gør andre engagerede voksne. Derfor er det også spejderne selv, der skal klare transporten. De får måske hjælp til at bestille togbilletter og følges ofte flere sammen. Vores erfaring er, at de sagtens kan klare den opgave og at det er en vigtig del af oplevelsen. Men tal med dit barns leder hvis du er i tvivl.
Når troppen (6-9. klasse) tager på patrulje-ture eller i kollektiv, sover de så uden voksne i hytten/på lejren?
Det korte svar er JA. Der er altid en voksen som bagvagt, som de kan ringe til hvis de har brug for hjælp. Når der er kollektiv får spejderne hver dag besøg af en leder, der lige følger op på om alle har det godt.
Hvornår må man bruge sin kniv/dolk?
Der er forskellige regler, alt efter om man har knivbevis eller ej. Har du ikke knivbevis må du kun bruge din kniv efter aftale og under opsyn fra en leder. Har du knivbevis, må du bruge kniven efter reglerne for knivbevis og efter aftale med en leder. Tal med din leder om hvornår du kan tage knivbevis.
Er spejderne altid under opsyn?
Det kommer an på deres alder:
Mikro (0-1. klasse) kan godt lave aktiviteter uden direkte opsyn (fx. bygge en hule), men vil aldrig være alene på grunden i hytten
Mini/yngste ulve (2-3. klasse) er aldrig alene på tur eller løb, men kan godt gå en post til en anden uden at følges med voksne. Der vil selvfølgelig være voksne på posterne og løbet vil foregå i et afgrænset og trygt område.
Junior/ældste ulve (4-5. klasse) kan godt være alene på løb eller på dele af et møde.
Troppen (6-9. klasse) kan klare det meste selv, men aktiviteter i vand eller over 2 meters højde kræver voksen-opsyn eller særlig forældre-tilladelse.
Har du spørgsmål til vores FAQ så skriv til os på: post@ballerupspejdergruppe.dk